| Nedlastbare filer: |  |  |
| Kildekode |
Innledning til Peer Gynt
OPPFØRELSE
I første omgang var ikke tanken på en teateroppførelse av Peer Gynt aktuell. Det var et dramatisk dikt og dermed et utpreget lesedrama. I juni 1869 ble Goethes Faust oppført som opera ved et italiensk gjestespill i Kristiania. Denne forestillingen skapte betydelig interesse, og Bjørnstjerne Bjørnson, som høsten 1870 ledet en gruppe skuespillere som sa opp sine stillinger ved Christiania Theater og startet Kristiania Norske Theater i Møllergaden, valgte å sette opp Faust som skuespill i desember. Forsøket falt heldig ut (jf. Midbøe 1976–80, b. 1, 26). Bjørnson må ha tenkt at Peer Gynt også måtte kunne fremføres på scenen med godt resultat. Den 1. desember 1870 ble det kjent gjennom en notis i Aftenbladet at «Det næste større Stykke, som efter ‹Faust› kommer til Opførelse paa dette Theater, er ‹Peer Gynt›, hvori Hr. Isachsen har Hovedrollen» (Anonym 1870). Teateret henvendte seg til Ibsens stedfortreder i Norge, svogeren Johan Herman Thoresen, med spørsmål om man kunne få tillatelse til å innrette diktet som skuespill og oppføre det. Ibsen sendte sitt svar via Thoresen 25. desember 1870:
«Peer Gynt» er for tiden under bearbejdelse af en dansk æsthetiker, der har erholdt min tilladelse til at indrette stykket til brug for skuepladsen. – Hvis imidlertid det norske theater ønsker at opføre det efter et originalt og selvstændigt scenearrangement, så har jeg intet herimod at indvende.
Bjørnson gikk ikke videre med saken, og det er ikke kjent hvem som arbeidet med dette eller om det kom noe ut av det danske forsøket. Først vel seks år etter utgivelsen tok Ibsen selv initiativ til en scenisk fremførelse av dramaet. Han skrev til Edvard Grieg 23. januar 1874:
Jeg henvender disse linjer til Dem i anledning af en plan, som jeg agter at iværksætte, og i hvilken jeg vil forespørge om De skulde ville være deltager. Sagen er følgende. «Peer Gynt», – hvoraf nu et tredje oplag snart skal udkomme, – agter jeg at indrette til opførelse på scenen. Vil De komponere den dertil fornødne musik?
For at Grieg skulle kunne ta stilling til spørsmålet, skisserte Ibsen i det samme brevet hvordan han hadde tenkt å organisere en teaterversjon av Peer Gynt. Samtidig pekte han på hvor han kunne tenke seg musikk innplassert, og hvordan den skulle virke:
Første akt bibeholdes helt, kun med nogle forkortninger i dialogen. Peer Gynts monolog side 23, 24 og 25 ønsker jeg behandlet enten melodramatisk eller delvis som recitativ. Scenen i bryllupsgården, side 28, må der ved hjælp af ballet gøres meget mere ud af, end der står i bogen. Hertil må en særlig dansemelodi komponeres, der fortsættes dæmpet lige indtil aktens slutning.
I anden akt må optrinnet med de tre sæterjenter, side 57–60, behandles musikalsk efter komponistens skøn, men djævelskab må der være deri! Monologen side 60–62 har jeg tænkt mig ledsaget af akkorder, altså som melodrama. Det samme gælder scenen mellem Peer og den grønklædte kvinde, side 63–66. Ligeså må der sættes et slags akkompagnement til optrinene i Dovregubbens hal, hvor dog replikkerne betydeligt skal forkortes. Også scenen med Bøjgen, der gives hel, må ledsages af musik; fuglestemmerne må synges: klokkeringning og salmesang høres langt borte.
I tredje akt behøver jeg akkorder, men sparsomt, til scenen mellem Peer, kvinden og troldungen, side 96–100. Ligeså har jeg tænkt mig et sagte akkompagnement fra side 109 øverst oppe og indtil nederst på side 112.
Sågodtsom hele fjerde akt skal udelades ved opførelsen. I dens sted har jeg tænkt mig et stort musikalsk tonemaleri, der antyder Peer Gynts omflakken i den vide verden, amerikanske, engelske og franske melodier kunde klinge igennem som vekslende og atter forsvindende motiver. Anitras og pigernes kor, side 144–145 skal høres bag tæppet i forbindelse med orkestermusiken. Under denne skal tæppet gå op og man ser som et fjernt drømmebillede det nederst på siden 164 beskrevne tableau, hvori Solvejg som en middelaldrende kvinde sidder syngende i solskinnet udenfor husvæggen. Efter hendes sang ruller tæppet atter langsomt ned, musiken fortsættes i orkestret og går over til at skildre den storm på havet, hvormed femte akt begynder.
Femte akt, der ved opførelsen betegnes som den fjerde eller som efterspil, må betydeligt forkortes. Musik-akkompagnement behøves fra side 195–199. Optrinnene på bådhvælvet og på kirkegården udelades. Side 221 synger Solvejg og efterspillet ledsager Peer Gynts følgende repliker, hvorefter det går over i korene side 222–225. Scenerne med knappestøberen og med Dovregubben forkortes. Side 254 synger kirkefolket på skogstien; klokkeringning og fjern salmesang antydes i musiken under det følgende indtil Solvejgs sang slutter stykket, hvorefter tæppet falder idet salmesangen atter klinger nærmere og stærkere.
Dersom Grieg ville påta seg oppdraget, skulle Ibsen straks henvende seg til bestyrelsen for Christiania Theater og sikre en forhåndsavtale om at stykket ville bli oppført. Som honorar ville Ibsen kreve 400 spesidaler, som skulle deles likt mellom forfatter og komponist. Han uttrykte seg sterkt optimistisk med tanke på oppførelser både i København og Stockholm. Imidlertid bad han Grieg om å holde saken hemmelig inntil videre.
Den 6. februar 1874 henvendte Ibsen seg i brev til Ludvig Josephson, den svenske direktøren ved Christiania Theater. Han skriver at han har beskjeftiget seg adskillig med Peer Gynt den siste vinteren og foretatt «en bearbejdelse, således at det i en forkortet skikkelse bliver brugbart til opførelse på scenen». Han nevnte også at sceneversjonen ville bli et «musikalsk drama» med musikk av Grieg. Ibsen ville ha klarhet om to forhold. Det første var om Christiania Theater ønsket å benytte stykket. Det andre var om Josephson ville legge vekt på at hans teater ble det som først bragte stykket til oppførelse. Dersom han var positivt innstilt, ville han motta et rettet og forkortet eksemplar av stykket. Og igjen uttrykte Ibsen seg optimistisk på vegne av sitt drama. Han var overbevist om at det under Josephsons kyndige oppsetning «vil være af megen virkning på scenen, navnlig når det ledsages af god musik».
Både Grieg og Josephson stilte seg positive til Ibsens idé, men Josephson var ikke helt enig med Ibsen når det gjaldt strykninger. Han hadde søkt råd hos Hartvig Lassen, medlem av teaterets styre, og Lassen hadde pekt på en del opptrinn som han antok ikke ville egne seg på scenen. Det gjaldt noen replikker fra Dovregubbens hall, blant annet «Koen giver Kager og Studen Mjød» (jf. kommentar til ), replikker «som kan være morsomme nok at læse, men i theatralsk Haandgribelighed er simpelthen svinagtige». Videre foreslår Lassen at scenen med Stemmen i mørket (Bøjgen) strykes, «i al fald saalænge til menneskeheden om en 100 aar er bleven saa udviklet, at den kan forstaa mere af denne gaadefulde Tale, end hvad der er tydeligt nok af Stykket forresten». Også prestens tale ved graven bør etter Lassens syn utgå. «Den er noget af det smukkeste Ibsen har skrevet, og vilde være et fortrinligt Deklamationsnummer paa en Aftenunderholdning; men paa Scenen vil den blot fremkalde Utaalmodighed, da Publikum her – med god Ret – kræver Handling, Handling, Handling» (sitert etter Midbøe 1976–80, b. 1, 36). Lassen var også skeptisk til scenen med nøstene og bladene. Av det Lassen skriver til Josephson, går det frem at han hadde rådet Ibsen til å stryke fjerde akt når det skulle bli et skuespill av verket. Det kan være Lassen som hadde satt Ibsen på denne tanken. Josephson gikk imidlertid ikke med på å stryke denne delen som helhet.
Grieg hadde enkelte vanskeligheter med sitt oppdrag, noe han gir uttrykk for i flere brev. Hva han skrev til Ibsen, er ikke bevart. I et brev til sin gode venn Frants Beyer 27. august 1874 omtaler han arbeidet på denne måten:
Med Peer Gynt går det meget langsomt, og at blive færdig til Høsten er der ikke Tale om. Det er et forfærdelig umedgjørligt Æmne, enkelte Steder fraregnet, som f. Ex. der, hvor Solveig synger, det har jeg også Altsammen gjort. Og så har jeg gjort Noget til Dovregubbens Hal, som jeg bogstavelig ikke kan tåle at høre på, således klinger det af Kokager, af Norsknorskhed og Sigselvnokhed! Men jeg venter mig også at Ironien skal kunne føles. Især når Peer Gynt bagefter imod sin Vilje nødsages til at sige: «Både Dandsen og Spillet var Katten klore mig rigtig pent» (Grieg 1993, 22).
Dagen etter, 28. august, skriver Grieg til teatersjef Josephson (Grieg 1998, b. 2, 436):
Det glæder mig af Deres Brev at erfare, at «Peer Gynt» først er bestemt til Opførelse i 1875, thi det var mig umulig at blive færdig med Musiken for det Første. Opgaven er langt større, end jeg havde tænkt mig, og på sine Steder støder jeg på Vanskeligheder, som jeg står rent stille ved. Dog håber jeg, inden Årets Slutning at være færdig. Vil De være så god at sige Ibsen dette.
Til Kristiania kommer jeg ikke, så det vilde være mig såre kjært, at få tilsendt et rettet Eksemplar af Bogen. Herfra til Kjøbenhavn rejser jeg omkring d. 8de September.
I et nytt brev til Josephson 25. oktober 1874 skriver Grieg (1998, b. 2, 437):
Kjære Hr. Josephson!
«Peer Gynt» modtog jeg for et Par Dage siden, rigtignok forsent, thi dels må jeg nu omarbejde Noget, dels bliver der jo meget mere Musik, end jeg havde drømt om. Jeg sender Dem nu disse Linjer for snarest mulig at få Oplysning af Dem om flere for mig såre vigtige Ting:
«Peer Gynt» modtog jeg for et Par Dage siden, rigtignok forsent, thi dels må jeg nu omarbejde Noget, dels bliver der jo meget mere Musik, end jeg havde drømt om. Jeg sender Dem nu disse Linjer for snarest mulig at få Oplysning af Dem om flere for mig såre vigtige Ting:
1) Hvem skal spille Solvejg?
2) Hvem skal spille Peer Gynt?
3) Hvem de tre syngende Sæterjenter?
Deres
Edvard Grieg
Den 2. september 1875 kunne Grieg endelig sende partituret til Josephson med følgende brev (Grieg 1998, b. 2, 437):
Bedste Hr. Josephson!
Jeg modtog i disse Dage Besked fra Ibsen, ifølge hvilken jeg tillader mig at oversende Dem Partituret til «Peer Gynt». Et Brev fra H. Lassen, som jeg nylig fik, overraskede mig på en mindre behagelig Måde, idet han foreslog, at hele 4de Akt skulde udelades, men det faldt mig straks efter ind at en Uoverensstemmelse mellem Dem og Lassen i dette Punkt må bero på en Misforståelse fra hans Side. De har jo selv allerede forrige Vinter meddelt mig fuldstændig Oversigt over, hvad jeg havde at komponere.
Jeg modtog i disse Dage Besked fra Ibsen, ifølge hvilken jeg tillader mig at oversende Dem Partituret til «Peer Gynt». Et Brev fra H. Lassen, som jeg nylig fik, overraskede mig på en mindre behagelig Måde, idet han foreslog, at hele 4de Akt skulde udelades, men det faldt mig straks efter ind at en Uoverensstemmelse mellem Dem og Lassen i dette Punkt må bero på en Misforståelse fra hans Side. De har jo selv allerede forrige Vinter meddelt mig fuldstændig Oversigt over, hvad jeg havde at komponere.
At der er så uendelig mange Detailler, hvorom jeg for den dramatiske Virknings Skyld ønsker at samtale med Dem, vil De let sætte Dem ind i; på mange Steder er jo Teksten sådan, at man rent må slå ihjel enhver Tanke om virkelig Musik, blot til Fordel for den ydre Virkning. Hvorvidt det da virkelig slår til, som jeg har tænkt mig det, kommer jo så væsentlig an på Udførelsen. Det er derfor godt, at jeg kan være tilstede, og, især hvad de Syngende angår, give de fornødne Vink. Stemmeudskrivningen bør vel tages fat straks og vil endda medtage nogle Uger i det Mindste.
Forat De ikke forgjæves skal søge, må jeg ikke glemme at meddele Dem, at jeg til Kirkegården intet Salmevers har skrevet, dels fordi jeg antager, denne Scene udelades, og dels fordi Hennum kan benytte en af de gjængse Salmer, om det behøves.
I Slutningen af denne Måned vil jeg være i Kristiania og da skal jeg snarest mulig lade høre fra mig.
Med hjærtelig Hilsen
Deres
Edvard Grieg
Av forskjellige grunner kom ikke Grieg til å reise til Kristiania, hverken før eller under uroppførelsen av Peer Gynt. Før oppførelsen skriver han derfor et langt brev til kapellmesteren, Johan Hennum, med råd om oppførelsen og om forandringer i det tilsendte partituret.
Ibsen gav selv uttrykk for musikkens betydning for oppførelsen. I brev til Josephson 6. februar 1874 skriver han: «Stykket indrettes som musikalsk drama». Det ser dermed ut til at han har tenkt seg noe i retning av et syngespill, et begrep han trolig ikke ville bruke fordi det gir en forestilling om trivialitet.
Ibsen har da også ganske klare ideer om hvilke partier han vil ha musikk til, og hvordan musikken skulle gripe inn i scenebildet. Det later til at Grieg straks har hatt motforestillinger mot noen av ideene, for i sitt neste brev til Grieg, datert 8. februar 1874, skriver Ibsen: «Hvor meget musik, og til hvilke scener De vil komponere, overlades naturligvis ganske til Dem selv; en komponist må jo heri have fuldkommen frie hænder.» Her er han altså ganske føyelig, en holdning han også tidligere hadde vist overfor komponisten Peter Heise i arbeidet med musikken til Kongs-Emnerne.
Teksten til den bearbeidelsen som Ibsen nevner i brevet til Josephson 6. februar 1874, er ikke bevart. Trolig forsvant den ved brannen i Christiania Theater i 1877. Vi vet derfor ikke nøyaktig hva som ble spilt, og hva som ble utelatt av dramaet i 1876. Vi kan gå ut fra at de scenene som Grieg komponerte musikk til, var med i uroppførelsen, men det er usikkert hvilke scener uten musikk som var med. I ord- og sakkommentarene henvises det til Griegs komposisjon ved alle tekststeder han satte musikk til.
Grieg hadde fått den bearbeidede versjonen av teksten 18. oktober, og der var deler av fjerde akt med. Dette hadde vært en overraskelse for Grieg. Det at flere deler av akten, ikke bare «Anitras og pigernes kor» og Solvejgs sang, skulle spilles, medførte altså «meget mere Musik» enn han hadde tenkt seg. Når han skriver «dels må jeg nu omarbejde Noget», tyder det på at han allerede hadde begynt å arbeide med den store musikalske satsen som skulle erstatte fjerde akt. I alle fall måtte Solvejgs sang, som han allerede hadde komponert, ikke inngå i en større sats, men stå selvstendig. Hvis han hadde begynt å komponere «Anitras og pigernes kor» som en del av en større sats, ville det samme gjøre seg gjeldende her. Dette har vi imidlertid ingen opplysninger om. På den annen side har han neppe begynt på hoveddelen av satsen, som antyder Peer Gynts «omflakken i den vide verden, amerikanske, engelske og franske melodier kunde klinge igennem som vekslende og atter forsvindende motiver» (brev til Grieg 23. januar 1874), og som skulle erstatte fjerde akt. Grieg sier nemlig ikke noe om at han må kassere noe av det han har skrevet.
Det er ikke kjent nøyaktig hva som ble strøket i teksten ved førsteoppførelsen i 1876, dels etter forslag fra forfatteren selv og dels etter forslag fra teaterets konsulent Hartvig Lassen, men i siste instans avgjort av Ludvig Josephson. På grunnlag av kilder som foreligger, kan strykningene likevel antydes med en viss omtrentlighet. I det sjette utvidede opplaget av sin bok Henrik Ibsens Dramen oppgir professor i estetikk ved Universitetet i Wien, Emil Reich, at han av Nationaltheatret i Kristiania har fått tilgang til det regieksemplaret av Peer Gynt som var benyttet ved en oppførelse i februar 1902. I dette eksemplaret er de strykningene angitt som dikteren selv hadde godkjent (Reich 1908, 142). Oppførelsen i 1902 var en nyinnstudering, men ingen tegn tyder på at Ibsen ved denne anledningen hadde foretatt nye endringer i teksten. Til Aftenposten oppgir teatersjef Bjørn Bjørnson 1. mars 1902: «Strygningerne er de samme som de af Digteren godkjente ved Førsteopførelsen på Kristiania Theater, naar undtages et par Scener, som dengang var udeladt, men som Nationaltheatret har set sig istand til at tage med» (sitert etter Midbøe 1976–80, b. 1, 123). Dermed kan vi anta at de strykningene som Reich rapporterer, stort sett svarer til førsteoppførelsens tekstreduksjon.
I åpningsscenen med Peer og Aase var det en del strykninger. I annen akt var det mindre strykninger i scenen Dovregubbens hall, mens scenene med Stemmen i mørket og med Helga var strøket. I tredje akt var de to første scenene (Peer i barskogen og Aase og husmannskonen etter utpantingen) strøket. I fjerde akt var følgende strøket: størstedelen av Peers samtale med de fire snyltegjestene, scenen med apekattene, scenen med tyven og heleren, størstedelen av Peers monolog før han finner hesten, noen vers av Peer som profet, hele måneskinnsnattscenen, det meste av scenen på karavaneveien med Anitra, og den derpå følgende monologen av Peer som reisende lærd, dessuten scenen ved Memnonstøtten og sammenligningen av denne støtten med Dovregubben. Reich understreker at opptrinnet i Dårekisten ble gitt ubeskåret. Ifølge Reich gjaldt strykningene i femte akt Peers to monologer på skipet, kampen med kokken, det andre møtet med den fremmede passasjer, prestens tale ved graven, Peers løkmonolog og Peers løp over moen ledsaget av kommentarer fra nøster, visne blader o.a. (Reich 1908, 143). Peers første samtale med Knappestøberen og møtene med Dovregubben og med Den magre var en del forkortet. Ingen av scenene med Solvejg var forkortet.
Hva sluttscenen i stykket angår, innebærer Griegs utforming et brudd med dramaets tekst. Ibsen hadde i brevet til Grieg 23. januar 1874 uttrykt et ønske om at pinsesalmen som synges av kirkefolk på skogstien, skulle følges av klokkeringing og fjern salmesang under den videre dialogen helt til Solvejgs avsluttende sang, og at salmesangen på ny skulle klinge nærmere og sterkere idet teppet faller. Grieg har oppfattet dette som et markant inngrep i utformingen av dramaets siste scene. I dramaets tekst er kirkefolkets salme oppført bare én gang, og det før den siste scenen med Knappestøberen. Dennes siste replikk, «Vi træffes paa sidste Korsvejen, Peer; / og saa faar vi se, om –; jeg siger ikke mer» (HIS 5, 
), kommer helt mot slutten, umiddelbart før «Solvejg synger højere i Dagglansen / Jeg skal vugge dig, jeg skal vaage; – / sov og drøm du, Gutten min!» I Griegs utforming av siste scene kommer Knappestøberens siste replikk før Solvejg begynner å synge sin vuggevise. Etter at hun har sunget hele vuggevisen, synges pinsesalmen på ny, liksom første gang av blandet kor a cappella. Mellom pinsesalmens strofer gjentar Solvejg så siste strofe av vuggevisen:
Det er nok Ibsens formulering i brevet til Grieg, «Side 254 synger kirkefolket på skogstien; klokkeringning og fjern salmesang antydes i musikken under det følgende indtil Solvejgs sang slutter stykket, hvorefter tæppet falder idet salmesangen atter klinger nærmere og stærkere», som har gitt grunnlaget for komponistens arrangement. Ibsen må ha godkjent denne formen ved uroppførelsen, men den har ikke fått noen konsekvens for tekstutgaver av dramaet.
), kommer helt mot slutten, umiddelbart før «Solvejg synger højere i Dagglansen / Jeg skal vugge dig, jeg skal vaage; – / sov og drøm du, Gutten min!» I Griegs utforming av siste scene kommer Knappestøberens siste replikk før Solvejg begynner å synge sin vuggevise. Etter at hun har sunget hele vuggevisen, synges pinsesalmen på ny, liksom første gang av blandet kor a cappella. Mellom pinsesalmens strofer gjentar Solvejg så siste strofe av vuggevisen:
Koret: «Velsignede Morgen, da Gudsrigets Tunger»
Solvejg: «Jeg skal vugge dig, jeg skal våge.»
Koret: «traf Jorden som flammende Stål.»
Solvejg: «Sov og drøm, du Gutten min!»
Koret: «Fra Jorden mod Borgen nu Arvingen sjunger på Gudsrigets Tungemål.»
Solvejg: «Jeg skal vugge dig, jeg skal våge. Sov og drøm du, Gutten min!»
(Grieg 1988, 267–69)
Da både teaterets bearbeidelse av verket og Griegs musikalske bidrag tok mer tid enn Ibsen hadde regnet med, måtte han i brev av 23. oktober 1875 be sin forlegger om et økonomisk bidrag. Teateroppførelsen av Peer Gynt var ikke minst økonomisk motivert fra hans side. Det er tydelig også av Ibsens brev til Lassen 21. februar 1876, i dennes egenskap av medlem av teaterets styre. Lassen hadde opplyst at Bjørnson for En fallit hadde fått hele inntekten av forestilling nr. 20 som honorar. Ibsen ville helst ha et garantert minimumshonorar. Han var engstelig for at ulike forhold kunne virke negativt inn på publikumsbesøket den aktuelle dagen dersom han skulle honoreres på tilsvarende måte. Han pekte også på ordningen i Tyskland, hvor dramatiske forfattere fikk 10 % av billettsalget ved samtlige forestillinger av deres stykker. For å være sikker på at Bjørnson ikke ble honorert på gunstigere vilkår enn ham, bad han om en oversikt over hva som hadde vært praksis. Styret ved Christiania Theater sendte ham en slik oversikt 4. mars 1876. Den viste at teateret hadde fremført i alt syv av Bjørnsons skuespill til sammen 130 ganger og betalt 1400 spesidaler i forfatterhonorar. For Ibsens vedkommende hadde teateret oppført åtte skuespill til sammen 91 ganger og betalt ham 1755 spesidaler (NBO TS ark A2 28).
